Synes du af og til, at barnebarnet er forkælet eller krævende?

Gå med på spøgen – og gråden

Der er masser af spøg, man kan gå med på sammen med barnebarnet, men gråd? Vi skal vel ikke til at græde i kor med ham eller hende, skal vi? Det korte svar er mnjæææh.

Men vi skal turde være med barnet, når det bliver grebet af store følelser, begejstring, frustration og måske endda vrede – alt efter alder.

For et stykke tid siden var jeg på vej ned ad trappen til en S-togsperron på Københavns Hovedbanegård, som ligger lige over for Tivoli.  Lige ved siden af trappen var en rulletrappe, og på den stod en mormor (hun kan selvfølgelig også have været farmor – hvad ved jeg?) og hendes barnebarn – en dreng på 4-5 år.

Han græd halvhøjt, og mormor, som jeg vælger at kalde hende her, tyssede lidt irriteret på ham. Det hjalp ikke. ”Hold nu op,” sagde hun. Det hjalp heller ikke. Så lød det: ”Vi kan altså ikke gå i Tivoli en anden gang, hvis der skal være sådan en ballade med dig, når vi skal hjem!” Det fik ikke drengen til at græde mindre. Tværtimod. ”Vi tager altså direkte hjem og ikke hen til moster Gitte, hvis ikke du holder op nu!” Dét fik heller ikke drengens gråd til at stilne af. Vi var nu nået ned på perronen, og jeg skulle ikke med samme tog som dem, så jeg ved ikke, hvad der fik den lille fyr til at holde op med at græde.

Jeg kan sagtens forstå, at mormoren er frustreret. De har lige haft en eftermiddag i Tivoli - sådan en er bestemt ikke gratis, og hun var sikkert også lidt (eller meget) træt. Så hun kunne godt bruge en tilfreds og taknemlig dreng, som roligt gik med ned til toget. Omvendt kunne han rigtig godt lide at være i Tivoli og var ked af, at det var slut, og lige dér – på vej ud af Tivoli og ned til toget – var det den følelse, der fyldte mest i ham. Det kan man jo godt forstå!

Mormoren vil selvfølgelig gerne have den lille skat til at holde op med at græde – for deres begge tos skyld – og den største chance for succes får hun ved at ”møde ham” i følelsen.  

Det vigtige for barnet er ikke, at det får sin vilje (i det her tilfælde = at blive i Tivoli), men at det får lov til at have det, som det har det. At man kommunikerer – eller måske ligefrem siger: ”Græd du bare, lille skat. Og måske giver barnet lidt hjælp til at få følelserne ”oversat”. Så kunne snakken fx blive sådan her:

Mormor: ”Jeg kan høre, at du er ked af det. Ville du gerne være blevet i Tivoli noget længere?” Peter (lad os kalde ham det): ”Ja!”

Mormor: ”Det kan jeg godt forstå – jeg kunne også rigtig godt lide at være derinde.” Stilhed i nogle sekunder.

Mormor: ”Var der nogle ting, du gerne ville have prøvet/prøvet igen?” Peter: ”Ja, xxxx”. 

Mormor: ”Den så altså også spændende ud. Jeg ved ikke, om min mave ville kunne lide den. Tror du, at din mave kunne?” Peter: ”Ja, garanteret!”.  Stilhed lidt.

Mormor: ”Hvad var det allerbedste ved at være i Tivoli i dag?”  Peter: ”xxxx”. ”Så vil jeg love dig, at det skal vi også, når vi skal i Tivoli næste gang!”

Peter vil med pænt stor sandsynlighed begynde at falde til ro, og efter lidt tid kan han og mormor få sig en snak om det, de har oplevet, og hvad resten af dagen skal byde på.

Børn er lyststyrede, og når noget dejligt holder op, vil de ofte protestere, blive kede af det – eller vrede. Og det er dét, der fylder i dem. De er i deres følelsers vold, i affekt. Og når de er det, er der ikke hul igennem til fornuften. I den situation nytter det ikke noget at prøve at forklare og argumentere – eller prøve at appellere til noget taknemlighed. 

Det kender de fleste voksne også fra sig selv. Hvis man er meget oprevet over noget, falder man ikke fuldstændigt ned, bare fordi en eller anden kommer med et eller flere logiske argumenter for, hvorfor man bør have det anderledes. Det trænger slet ikke ind!

Så når du står der med det ulykkelige eller vrede barn, så er det klogeste, du kan gøre, at lade være med at prøve at skrue ned for barnets følelser – men i stedet vise, at det er helt okay – at barnet har lov til at have det, som det har det. (Med tiden kan vi forsøge at skrue lidt ned for den lyd, der følger med følelserne, men det er en anden sag.)

Et sted, hvor jeg personligt har haft rig lejlighed til at ”træne” at være med barnebarnets hede ønsker, er legetøjsbutikker. Vis mig et barn, der ikke gerne vil ind i en legetøjsbutik – og det kan også være fin underholdning, hvis man altså ikke bliver uvenner over det. I vores tilfælde hjælper det (ja, det er faktisk en forudsætning …), at jeg – før vi går ind – siger: ”Vi går derind og kigger, men jeg vil ikke købe noget til dig.” (Jeg kommer ikke med en masse forklaringer.)

Barnet vil uvægerligt få øje på en masse ting, som han eller hun rigtig gerne vil have – og på nogle, som han/hun lige i dét øjeblik simpelthen ikke kan leve lykkeligt uden. I nogle tilfælde er det selvfølgelig helt reelle ”ægte” ønsker – et vandgevær, mere Lego, en ny dinosaur eller noget helt syvende. Sidst var det især plyshårbøjler med regnbueenhjørninger og Paw Patrol, der fik yngstebarnebarnets øjne til at funkle, og der var jo ingen grænser for, hvad man kunne få i den legetøjsserie.  

Og i stedet for at gå i gang med: ”Nej, du har hårbøjler derhjemme,” eller ”Det er da ikke noget for dig!” – valgte jeg at gå i den stik modsatte retning : ”Neeej, hvor er de flotte! Hvilken én synes du er allerflottest?” Og så snakkede vi lidt om det, og jeg sagde igen, at jeg altså ikke ville købe noget til ham. Men jeg talte ikke hans ønsker ned, gjorde ikke hans ”begær” forkert. Tværtimod skiftedes vi til at udpege flotte Paw Patrolbiler og udbryde: ”Se lige dén der, orv, hvor er den flot.” (En hvid løgn fra min side, indrømmet).  Resultatet var, at vi var sammen i fælles begejstring  – og gik derfra med et smil og mange ideer til ting, der kunne stå på den næste ønskeseddel.  

Vil du have mere inspiration og støtte i rollen som mormor/farmor/bedstemor (eller -far), så meld dig ind i min Facebookgruppe Os med børnebørn: https://www.facebook.com/groups/944262606902110